Nietzsche-sitat om det religiøse vs. det moderne liv

Stykke 58 fra Hinsides Godt og Ondt:

“Har man mon lagt mærke til, i hvilken grad den ydre lediggang eller halvlediggang er nødvendig for et egentlig religiøst liv (såvel for dettes mikroskopiske yndingsarbejde: selvransagelsen, som for den blide sindighed, der kaldes ‘bøn’ og som er et stadigt beredskap for ‘Guds komme’), jeg mener lediggangen med god samvittighed, den ældgamle og blodets, som står nær den aristokratiske følelse, at arbejde er vanærende — ved nemlig at forsimple sjæl og krop? Og at følgelig den moderne, larmende, tidsforbrugende, selvstolte, dumstolte arbejdsomhed mere end alt andet opdrager og forbereder netop til ‘mangel på tro’? Blandt dem, der for eksempel nu lever i Tyskland på afstand av religionen, finder jeg mennesker, hvis ‘fritænkeri’ er af forskjellig art og udspring, men fremfor alt et flertal af mennesker, hvis religiøse instinkter er blevet opløst af arbejdsomhed, fra slægtled til slægtled: så at de slet ikke mere ved, til hvad gavn religionerne er, og som blot ligesom registrerer deres tilstedeværelse i verden med en slags dump forbavselse. De føler sig allerede rigeligt optaget, disse brave folk, om det så er af deres forretninger eller af deres fornøjelser, for slet ikke at tale om ‘fædrelandet’ og aviserne og ‘familiens pligter’: det lader til,at de overhodet ikke har tid til religion, især fordi det forbliver uklart for dem, om dette drejer sig om en ny forretning eller en ny fornøjelse — for det kan ikke passe, siger de til sig selv, at man går i kirke bare for at ødelægge sit gode humør. De er ikke fjender af de religiøse skikke; forlanger man i visse tilfælde, fra statens side for eksempel, deres deltagelse i sådanne skikke, så gør de, hvad man forlanger, som så meget andet man gør — med en tålmodighed og bedskeden alvor og uden synderlig nysgerrighed og ubehag: — de lever netop for meget på afstand og udenfor til at føle behov for et eget for og imod i sådanne sager. Til disse ligeglade hører i dag det store flertal af tyske protestanter fra middelklassen, især i de store, arbejdsomme handels- og trafikcentrer; ligeledes det store flertal af arbejdsomme lærde og hele universitetsapparatet (undtagen teologerne, hvis tilstedeværelse og muligheder sammesteds giver en psykolog stadig flere og stadig mere spidsfindige gåder at gætte). Man gør sig sjældent fra fromme eller bare kirkeligt-sindede menneskers side en forestilling om, hvor meget god vilje, man kunne sige vilkårlig vilje, der nu om dage skal til, for at en tysk lærd tager problemet religion alvorligt; ud fra hele sit håndværk (og som sagt ud fra den håndværkeragtige arbejdsomhed, som hans moderne samvittighed forpligter ham til) hælder han til en overlegen, næsten elskværdig munterhed over for religionen, hvori der undertiden blander sig en let ringeakt rettet imod den åndelige ‘urenhed’, som han forudsætter overalt, hvor man stadig bekender sig til kirken. Først ved hjælp af historien (altså ikke ud fra hans personlige erfaring) lykkes det den lærde at nå til en ærbødig alvor og en vis forlegen hensyntagen over for religionerne; men når endda han har løftet sin følelse til taknemmelighed over for dem, så er han med sin person ikke kommet så meget som ét skridt nærmere til, hvad der stadig holder stand som kirke eller fromhed, måske snarere omvendt. Den praktiske ligegyldighed over for religiøse sager, som han er født og opdraget til, plejer hos ham at sublimere sig til en varsomhed og renlighed, der skyr berøringen med religiøse mennesker og sager; og det kan ligefrem være dybden i hans tolerance og menneskelighed, der byder ham at vige uden om den forfinede betrængthed, som den tolerante holdning selv fører med sig. — Enhver tid har sin egen guddommelige slags naivitet, som andre tidsaldre kan misunde den at have fundet på: — og hvor megen naivitet, ærværdig, barnlig og uendelig tumpet naivitet ligger der ikke i denne den lærdes tro på sin egen overlegenhed, i hans gode samvittighed ved hans tolerance, i den uafvidende, ligefremme sikkerhed, hvormed hans instinkt behandler det religiøse menneske som en mindreværdig og lavere type, som han selv er vokset udover, henover, opover — han, den lille, indbildske dværg og pøbelmenneske, den flittig-flinke, der arbejder med både hoved og hænder for ‘ideerne’, ‘de moderne ideer’!”