Sitat

Stykke 46 fra Nietzsches “Den muntre videnskab” (dansk oversettelse):

“Vor forbavselse. — Der ligger en dyb og grundlæggende lykke i, at videnskaben opdager ting, der holder stand og til stadighed danner grundlag for nye opdagelser: det kunne dog være anderledes! Ja, vi er i den grad overbevist om alle vore dommes usikkerhed og fantasteri og de evige ændringer af alle menneskelige love og begreper, at det egentlig forbavser os, hvor meget videnskabens resultater holder stand! Tidligere vidste man intet om denne foranderlighed ved alt menneskeligt; sædvane-sædeligheden opretholdt troen på, at hele menneskets indre liv var fæstet med evige klemmer til en jernhåd nødvendighed; måske følte man tilsvarende en forbavselsens vellyst, når man fik fortalt eventyr og historier. Det forunderlige gjorde de mennesker så godt, fordi de af og til nok kunne blive trætte af det regelrette og evige. Endelig miste jordforbindelsen! Svæve! Strejfe om! Være ude af sig selv! — dét hørte til tidligere tiders paradis og frådseri, hvorimod vor lyksalighed ligner den skibbrudnes, når han er kravlet i land og står med begge ben på den gamle, faste jord — forbavset over, at den ikke gynger under ham.”